Mazdak Shafieian har tidligere
udgivet de to digtsamlinger Dyregravsmørke
(2006) og Antwerpen (2011); Det urgamle materialet (2015) er altså hans første essaysamling.
Bogen indledes med den programmatiske tekst ”Apocryphus”, som handler om
kanonisering. Shafieian minder om at selve kanonidéen helt fra begyndelsen har
været tæt forbundet med udelukkelse, og skitserer derpå to forskellige måder at
forholde sig til fortidens litteratur på. Den ene bliver beskrevet som museal,
fordi den er mere interesseret i at vise, at litterær kvalitet har eksisteret i
fx et bestemt land, end i at diskutere, hvad litterær kvalitet er. Denne
kanonopfattelse udspringer af ”angsten for et forsvinningspunkt i vår
kollektive hukommelse” (s. 14), og behandler litteraturen ”som en serie navn og
skrifter samlet mellom to stive bokpermer” (s. 15). Den anden tilgang er mere
dynamisk; den ”består ikke nødvendigvis i å velge ut forfattere og dermed ’kanonisere’
dem som sådan, men snarere i å undersøke denne arvens udødelighet i samtidslitteraturen”.
Og det er selvfølgelig denne sidste forståelse af begrebet, som Shafieian
tilslutter sig: ”Det skapende, avgjørende og oppbevarende ved litteraturen er
dens stier og hvordan de forgrener seg”, skriver han eksempelvis. Dermed kommer
den første tekst (og i særdeleshed den pågældende sætning) til at udgøre et
punkt, som resten af bogen forgrener sig ud fra. På sætningsplan er der adskillige
sti-, plante- og forgreningsmetaforer hele vejen igennem: Ole Robert Sundes Naturligvis måtte hun ringe er ”et
viltvoksende planterike av en bok” (s. 86), Mahmoud Dowlatabadis forfatterskab
handler om ”de voldelige maktapparatene som har opstått gjennom historien og
slått rot i landet” (s. 65), mens det i bogens sidste tekst hedder at
”mennesket […] er fullt av paradokser og motsetninger som forgreiner seg dag
for dag” (s. 120).
På et
overordnet strukturelt plan bevæger Det
urgamle materialets efterfølgende essays sig som forgreninger ud fra
Shafieians indledende tanker om forholdet mellem litteraturen og historien,
samtidig med at kristendommen slår ring om hele bogen: I den første tekst
nævnes Bibelen som et eksempel på radikal og brutal kanonisering, mens bogens
afsluttende tekst blandt andet handler om Gisle Selnes’ omfortolkning af
Kristus. Litteraturens kampe er også kulturens kampe, og kulturkampe er også
politiske, og politiske kampe er en forhandling om virkeligheden. Sådan synes
det usagte ræsonnement at være. I hvert fald udgør litteratur, kultur, politik
og historie en slags felter, som der bestandigt kan veksles mellem, og som kan
blandes på alle niveauer i Shafieians skrift.
Alle teksterne kredser om
fænomenet tid, navnlig i form af forskellige opgør med den lineære tid.
Fortiden er konstant nærværende, enten på grund af de ruiner af alle slags, som
stadig kan ses i vor tid, eller også fordi det – som det for eksempel sker for
hovedpersonen i Sadegh Hedajats Den
blinde ugle – er muligt at vågne op som sig selv, bare 100 år tidligere,
simpelthen falde ned gennem tiden som var den en skakt.
I
Svein Jarvolls forfatterskab er ”den antikke klangbunnen” altid mærkbar;
handlingstråde og figurer kan være baseret på myter, legender og andre former
for ældre tekster. At fortiden i Jarvolls optik ikke skal betragtes som et aflåst
rum, men snarere som en passage, ses blandt andet i et afsnit fra Ustadighet Ustadighet (2004), hvor
fortælleren undrer sig over ”dobbelt(minst)tydigheten av ordet ’dør’ på norsk,
at det som verb betegner overgangen mellem våre to hovedtilstander, liv og død,
og at det som substantiv gjenstanden i overgangen mellom et rom og et andet”.
Hos
Ole Robert Sunde er den destabiliserede tid knyttet til erindringen og dens
evne til at fremkalde billeder på tværs af kronologien og på tværs af sanserne.
Sundes tekster præges af næsten uendelige forskydninger og digressioner, det er
som om tid og rum er opløst til fordel for en bevidsthed, der er modtagelig for
hvad som helst. Shafieian beskriver Sundes fortællere som ”lutter øre overalt”,
men de associative skift er i lige så høj grad styret af de øvrige sanser og de
besynderlige motorveje mellem dem, som Sundes skrift synes at fremmane og
efterlade i stort set samme bevægelse. Det er en nivellering, der gør alle
fænomener og begivenheder lige nærværende – uanset om noget foregik for få
sekunder eller for fem tusind år siden, vil der altid være noget i nuet, som
gør det muligt at række tilbage dertil.
En af
bogens stærkeste tekster opridser Elsa Gress’ historieopfattelse, der ikke kun
gør op med forestillingen om fortiden som et aflåst rum, men ligefrem formaner
mod den. Gress beskriver blandt andet hvordan det at kalde noget for en
historisk begivenhed eller en historisk kendsgerning er et eksempel på en
arvesyndslogik, der altid vil være populær, fordi den fritager samtiden for
ansvar (”sket er sket”, som man siger). Denne tanke er ikke i sig selv videre
bemærkelsesværdig, men for det første bliver den for Shafieian en anledning til
at skrive så ejendommelig en passage, som den, der indleder essayet:
Den abstrakte måten å overlevere fortiden
på, idet historien bliver redusert til fag, og den viten som oppstår gjennom
denne overleveringsprosessen, om tidstypiske trekk, begivenheter, ideologiske
strømninger et cetera, er som Ludvig 15.s behandling av den dødsdømte
Robert-François Damiens: Lemmene slites fra hverandre, og resten av kroppen,
dekket av ved og kvist, brennes på et bål mens kjevene til den ulykkelige
fortsat beveger seg. Dagen derpå øynes en hund som kommer og legger seg ved
asken der bålet fant sted – og hvor mange ganger den enn bliver jaget bort,
kommer den stadig tilbake: den borgerlig radikale. Den søker varme der, kald og
melankolsk, med forkroppen mot jorden og forbeina strukket ut, mens det på
samme samme tid brenner andre steder med flammer som blusser opp mot himmelen. (s.
43)
For det andet formår Shafieian
at vise, hvordan denne historiekritik i Gress’ forfatterskab kommer til at
hænge sammen med forholdet mellem individ og fællesskab, med Gress’ deltagelse
i modstandsbevægelsen, og med broderen Palles voldsomme selvmord, der skyldtes
frygten for at blive deporteret.
Et
andet højdepunkt i bogen er de tre tekster om de iranske forfattere Mahmoud
Dowlatabadi, Sadegh Hedajat og Ahmad Shamlo. Eftersom jeg ikke selv har noget særligt
kendskab til iransk litteratur, er jeg nødt til at støtte mig til Shafieians fremstilling
af den. Men det indtryk, jeg får, er af en litteratur, der er rig og alvorlig,
som vokser ud af (og med og mod) de indre uoverensstemmelser, der skyldes
landets hastige omvæltninger i det 20. århundrede. Jeg kan ikke finde ud af,
præcis hvad det er, der giver disse tekster en helt særlig nerve og energi,
måske er det for plat at sige, at det ikke er noget, der kan lokaliseres i
selve teksterne, men snarere en slags alvor, der gløder bagved og rundt om
teksterne, ja, det er det nok, men ikke desto mindre er det sådan det føles. Et
eksempel, der måske kan være med til at indfange spændvidden: Om Ahmad Shamlo
fortælles det, at han var i så heftig opposition til den samtidige, men
nationalkonservative digter Mehdi Hamidi, at han sparede penge sammen, så han i
ny og næ kunne købe så mange af Hamidis bøger som muligt, for derefter at smide
dem direkte i rendestenen ude foran boghandelen. Men det fortælles også, at det
”ikke [er] måte på hvor ofte gravsteinen hans, fortsatt nå, så mange år etter
hans død, bliver angrepet og slått i stykker av ”ukjente motstandere”, for
atter å erstattes av en ny gravstein som igjen knuses, mens diktsamlingene hans
stadig vekk kommer i nye opplag” (s. 99).
Det er ikke altid til at
skelne mellem hvornår Shafieian formidler den pågældende forfatters idéer og
hvornår han tænker selv. Men stemmen er helt klart stærkest, når hans idéer om
forholdet mellem litteratur og samfund behandles som et grundvilkår for
skriften. Selvom han i bogens første og sidste tekst stadig giver sig selv
plads til at tænke højt, føles de alligevel mere bastante i deres udsagn, måske
fordi de i højere grad søger at pointere end at illustrere. Især det
afsluttende essay om Gisle Selnes adskiller sig fra resten af bogen; det er
mere diffust, mere abstrakt, og referencerammerne er nu Lacan, Žižek, Engels
(og så videre og så videre). Teksten peger i mange forskellige retninger, men
udover at være en meget lang illustration af, at inklusion afhænger af
eksklusion (underligt nok, når dette er ganske indlysende, og når bogens første
tekst allerede har pointeret det) er den en slags forsvar for det
revolutionære, for det komplekse og uharmoniske; alt det, der normalt udstødes
for at opretholde samfundets orden:
Heller enn å forsøke å sy sammen eller
eliminere de interne antagonismene, avvikene og alt det ’urene’ som mennesket i
sit vesen er, og de sosiale prosedyrene det stadig er med på å sette sitt
avgjørende preg på, representerer essayet en radikal tenkemåte som tvert imot
tar innover seg de grunnleggende motsetningene og forholder seg til dem, for
derigjennom å komme i berøring med det fortrengte og bringe til syne det som
ellers er den ideologiske ordens hensikt å holde usynlig […]. (s.
121)
Og her kommer Shafieian, via
Selnes, ind på noget, som helt sikkert er en personlig aversion, og som jeg
derfor vil lade være det sidste om denne bog, eftersom disse tanker tydeliggør,
at min læsning af den er ophørt:
Hvorfor
skal vi blive ved med at høre om essayets kritiske potentiale – vel at mærke fra
essayet selv? Den ovenstående passage leder nemt tankerne hen på Adorno
(”Essayet tænker i brud, så sandt som virkeligheden er hjemsøgt af brud, og
finder sin enhed gennem bruddene, – ikke ved at glatte dem ud. Enstemmighed i
den logiske orden lyver om det væsentligt antagonistiske ved det som denne
orden blev påklistret”) og hans udsagn om at essayet er en kættersk form, som
nærmest synes at være blevet en obligatorisk ting at citere i essays om essays,
og en slags rygdækning, som stort set ingen føler sig forpligtet til at sætte
spørgsmålstegn ved. Det kan føles helt nødvendigt at påpege, at det ikke altid
har været sådan, og at der trods alt er andre skoler – Virginia Woolf mente for
eksempel, at der ikke er ”plads til litterære urenheder i et essay”, og at
essayet først og fremmest skal fornøje (”give pleasure”), mens et mere nutidigt
bud kunne være Espen Stueland, der i Falsk
tilståelse og andre essays gør eksplicit op med Adorno, navnlig dennes tanker
om modsætningsforholdet mellem essay og videnskab.
Under
alle omstændigheder kan jeg ikke lade være med at synes, at der er noget
selvforherligende ved de evindelige essays om essayet som kættersk form. Jeg
forstår jo godt tankegangen, og kan nogle dage også sagtens være enig i den, i
hvert fald et stykke hen ad vejen, men alligevel. Det er lidt som en gammel
mand, der af uvisse årsager stadig er iført sit konfirmationstøj, og træder ind
rummet mens han stolt proklamerer, at han har drukket så meget, at han lige
måtte ud for at brække sig.
*
Mazdak Shafieian
Det
urgamle materialet (2015)
Gyldendal Norsk Forlag
