I Alle udlændinge har
lukkede gardiner følger vi Mariana, der bor i Oslo-forstaden Romsås med sin
mor, far og lillebror Matias (der er også en anden, ældre bror, som familien
kun har sporadisk kontakt med). Mariana går i 7. klasse, og en stor del af
bogen foregår i klasseværelset, i skolegården eller i centeret, hvor de unge
hænger ud når de har fri.
Romanen er skrevet på såkaldt
”kebabnorsk” (eller bare ”gadesprog”, som det hedder på bagsideteksten) med
ureglementerede ordstillinger, forkerte eller manglende bøjninger, samt en hel
del slang og udtryk fra andre sprog og kulturer. Et eksempel, der lige så godt
kunne være tilfældigt:
Efter skole jeg tog til stovner med isa for hende skulle købe ny kjole
til nationaldagen 17. maj, så vi gik i Only og kiggede, og efter sikkert fyrre
tusind år Isa til sidst endt med tighteste og mest turkise mamie del flow-kjole
med glimmer på brysterne, så jeg bare: Isa, sikker på kjolen ikke er for mamie
del flow, og Isa bare: nej, så tætsiddende er den ikke, og jeg bare: men hvis
du også skal have sminke på, og Isa bare: fuck you, og absolut ikke gidede at
tage hint, så jeg bare lod diskussionen ligge, og vi tog til Burger King.
(s. 93)
Selvom det er et forsøg på at nærme sig talesprogets rytme
og syntaks, er det også helt vildt konstrueret skriftsprog (hvilket ikke er ment som en valorisering). Undervejs i læsningen
har jeg flere gange tænkt, at det virker som en blanding af Niels Franks Nellies bog (2013) og noget fra et
sketchshow med karikerede indvandrertyper.
Der er to fortløbende spor i bogen; det ene handler om familiens ældste søn,
Alvaro, som først går under jorden og dernæst kommer i fængsel; det andet
handler om Marianas forelskelse i Muhammed (som bliver kaldt Mu2, fordi der er
så mange andre, der også hedder Muhammed). Disse spor flettes ind mellem bogens
øvrige tekster, som oftest består af en enkelt scene. Kombineret med
åbningssætninger som ”Når alle dagene er ens og ingenting sker, livet pludselig
bliver trist som novemberdag selvom det april” (s. 82) og ”I dag var vildt
kedeligt i skole, og selvfølgelig jeg havde glemt min nøgle og blev nødt til at
gå over til mor som sad på bænken bag boligblokken” (s. 95) giver det teksterne
en dagbogslignende karakter. Det er de episodiske stykker, der udgør
størstedelen af bogen, og det er egentlig symptomatisk, at de mere alvorlige og
potentielt dramatiske aspekter næsten udelukkende udspiller sig i baggrunden og
kun glimtvis bryder frem. Et oplagt eksempel er de religiøse spændinger, der
kan opstå i et klasseværelse med elever fra så mange forskellige kulturer. Da
Marianas klasse skal lave temaplakater, kommer eleven Nora til at smide en
seddel ud, hvor der står ”Allah” på, hvilket ophidser de muslimske drenge, der
forklarer at sedlen ikke må komme i skraldespanden, men skal brændes i stedet:
”og det var der tredje verdenskrig begyndede, for bagefter vi gik i frikvarter,
og så alle muslimdrengene, wallah, hele asylcenteret stillede sig i ring
omkring og næsten ville banke hun, og bare: racist!!!!! det så helt ud som
krigszone, næsten de kunne begynde stene Nora” (s. 33). Heldigvis kommer en
anden dreng, Dardan, og afværger faren ved at forklare, at det hele beror på en
misforståelse. Slutningen på kapitlet angiver, hvad der er vigtigt i Marianas
verden – for det, hun udleder af situationen er nemlig, at Dardan er vild med
Nora.
På den ene side er det en meget
forståelig og genkendelig skildring af teenagelivet hvor det er følelseslivet
og de nære relationer, der optager jeget, og på sin vis synes jeg faktisk at
skildringen er ganske god og rammende – på den anden side gør det også, at
bogen kommer til at virke lidt overfladisk. Fortælletempoet er højt, hvilket
nogle steder fungerer fint, for eksempel i mikroportrættet af en ny
matematikvikar: ”en dulle fra Stavanger, som er skidetan med de hvideste
vampyrtænder og smiler hele tiden så øjnene lyser af gal kvinde” (s. 40), men
jo længere ind i bogen, jeg kommer, jo mere upåvirket bliver jeg også af bogens
optrin til konflikter, fordi de kan løses så let som her: ”Når jeg kom hjem,
det første jeg gjorde var msn, og allerede Mu2 var der og bare: du må ikke blive
sur på mig, og jeg bare: jeg hænger ikke med folk der ler ad mine venner, og så
Mu2 bare: sorry, jeg lo bare fordi andre gjorde, og så ting ordnede sig” (s.
107). Romanen formår på fin vis at give stemme til både en særegen dynamik i
mødet mellem forskellige kulturer og til den på en og samme tid enormt
individuelle og enormt kollektive teenagetilværelse. Den er bedst når alvoren
kommer op til overfladen, eller når den løber som en klar strøm under de
trivielle hverdagsskildringer. Men det sker desværre lidt for sjældent. Alle udlændinge har lukkede gardiner er mere sympatisk end den er litterært
interessant; den falder på intet tidspunkt helt igennem, men ender bare med at
fremstå ujævn, og lidt for overfladisk til at jeg kan være med hele vejen.
*
Maria Navarro Skaranger
Alle udlændinge har
lukkede gardiner (2016 [opr. 2015])
Oversat af Sara Koch
Gyldendal
