08.07.2016

Karl Ove Knausgård – Om våren



Med Om våren er Karl Ove Knausgård nået til tredje bind i sin serie af årstidsbøger. Hvor de to første var udformet som en personlig encyklopædi, som præsenterede fænomener som tyggegummi, fødselsdage og stilhed for hans nyfødte datter, er den nye bog en roman, der handler om et enkelt døgn i familiens liv, med særligt fokus på forholdet mellem far og datter: Knausgård følger sine børn i skole og børnehave inden han kører med den tre måneder gamle datter til Helsingborg, hvor hans kone er indlagt på grund af en depression. Efter besøget bliver børnene hentet, og om aftenen går familien til en nærliggende plads, hvor landsbyen fejrer den svenske forårsfest Valborgsaften med fakler og bål.

Skildringen af denne relativt almindelige dag – hvor de dramatiske højdepunkter er, at Knausgård opdager blod i kummen efter et toiletbesøg, og at han glemmer at tage sin pung med, da han kører til Helsingborg – fylder små 200 sider. Naturbeskrivelserne er mange og lange, de næsten indholdsløse samtaler med naboerne er troligt gengivet, og selv farven på opvaskebørsten skal nævnes. Altsammen helt som forventet i en bog af denne forfatter. Men til forskel fra de to foregående udgivelser, som trods enkelte højdepunkter var for ufokuserede og sludrende, er den nye fyldt med samme nerve og nærvær som flere af Min kamp-bøgerne. 




















Det er et gennemgående greb i forfatterskabet at Knausgård opstiller en række modsætningspar for derefter at udforske grænselandet mellem dem. I denne bog tager han udgangspunkt i den nyfødtes verden, som veksler mellem lyst/mørkt, koldt/varmt og blødt/hårdt. Men romanen handler ikke kun om bleskift og børneopdragelse, den handler også om, hvordan vi interagerer med andre mennesker i det hele taget, og om livet som et forsøg på at minimere begrænsning og skabe rum for udfoldelse: ”gjennom alle de tusenvis av dagenes små justeringer som ble gjort for å få alt til å flyte så lett og uanstrengt som mulig, dannet det seg mønstre, virvler, væremåter, både i barna og i foreldrene”. Den almindelige dag danner udgangspunkt for en lang række associationer, hvor Knausgårds tanker forgrener sig i essayistiske passager om personlighed, selvmord og kærlighedens rolle i Turgenjevs Fædre og sønner, hvilket falder fint i tråd med hans livssyn, hvor ”det vakre og det gode får mening i forbindelsen, i utvekslingen, i det som står åpent mellom oss og verden. I seg selv betyr ikke tingene og hendelsene noe. Betydningen får de i den gjenklangen de vekker”. På samme måde er forårsmotivet ofte blot en anledning til at skrive om andre ting (for eksempel foregår en stor del af bogen om sommeren, i en slags flashback til de første dage af graviditeten), ligesom det sammenkædes med konens depression, hvor livets lys og tungsindets mørke flettes ind i beskrivelserne af foråret som en brydningstid mellem vinter og sommer. Selvom han stadig skildrer familielivet indgående, er det samtidig som om Knausgård holder mere igen denne gang. Alle personerne er navnløse, og da han indkaldes til et møde med børneværnet, får vi ikke at vide, hvad årsagen er. Der bliver værnet om privatlivet, hvilket er ganske rart, fordi det minimerer det voyeuristiske aspekt ved udleveringen af andre, og lader de større eksistentielle temaer stå tydeligere frem.

Romanen er rørstrømsk og sentimental i sin romantisering af livets begyndelse, og det bliver ofte lidt anstrengende med de mange storladne udbrud, såsom ”Å du himmel, å du sol, å du grønne eng! Å du fine, uskyldige unge!”. Men ligesom Knausgård skriver om at hengive sig til det, han kalder ”inderlighetens overlegenhet”, overgiver jeg mig også let og gerne til den store kærlighed og nænsomhed, der gennemsyrer beskrivelserne af de små stunder med datteren. Om våren er ikke kun en smuk og rørende roman, det er også den bedste bog, Knausgård længe har skrevet.

*

Karl Ove Knausgård
Om våren (2016)
Forlaget Oktober